Så er det tid til at tanke op.
07. 06. 12
Sommertid er frihed. Tid til at nå noget af det, det kniber med resten af året. Tid til fordybelse. Tid til forberedelse af den kommende sæsons aktiviteter - f. eks. undervisningen for minikonfirmander.
”Den evige hvile”. Sådan betegner en præstekollega de kommende måneder, hvor al undervisning er afsluttet og en stor del af møderne stilles på sommerpause.
Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan – men erfaringen siger mig, at evigheden må vente lidt endnu!! Der er stadig en del opgaver der kalder på at blive gjort, nu hvor tiden jo burde være der til det…. Men i løbet af sommermånederne VIL jeg altså også have tid til at få læst noget af alt det jeg ikke får læst i løbet af året. Der skal være tid til at få tanket op. Så der er noget at hente inspiration fra til den næste sæson.
”Tro, håb og minikonfirmander” udkommer 15. august. Her er et af de steder, man kan få tanket op, inden der igen – eller måske for første gang – skal startes minikonfirmand-undervisning.
Materialet består af 3 dele:
1. En undervisningsvejledning med baggrundstof samt forslag til 11 lektioner. Til hver lektion der forslag til bibeltekster, salmer og aktivitetsforslag der tager udgangspunkt i forskellige læringsstile. Aktiviteterne er beskrevet med udførlig materialeoversigt og trin-for-trin-vejledninger.
2. En materialekasse med diverse samtalekort og spil til de enkelte lektioner.
3. Adgang til at downloade breve og arbejdsark.
Alt i alt er ”Tro, håb og minikonfirmander” et grydeklart materiale, hvor den uøvede underviser bliver holdt i hånden fra start til slut, og hvor den erfarne kan hente ny inspiration.
Vi i forfattergruppen har skrevet materialet ud fra meget forskellige faglige kompetencer: Kirsten er lærer, Leise er lektor på TPC og jeg selv sognepræst. Det har været både udfordrende og spændende, at vi er så forskellige i vores tilgang til undervisningen. Vores fælles mål har været at lave et materiale der er anvendeligt, tilgængeligt og overskueligt. Vi håber det er lykkedes.
Kommentarer
Ingen kommentarer